Beschreibung
Heksejagten i Ebeltoft
Året er 1686, og for første gang i over 30 år er hekse blevet brændt i Danmark.
På herregården Rugaard nord for Ebeltoft har den 41-årige Jørgen Arenfeldt indledt en storstilet heksejagt.
Det hele begyndte, da Jørgen Arenfeldt anholdt Mette Nielsdatter, som var flygtet fra Ebeltofts fangekælder. Under afhøringen på Rugaard døde Mette Nielsdatter, og hun blev efterfølgende brændt i Hyllested Bjerge.
Denne hændelse tændte en hellig ild i Arenfeldt, som derefter gik helhjertet ind i kampen mod djævelens håndlangere, heksene på Djursland.
På få måneder fik Arenfeldt dømt adskillige hekse, både i birketinget og ved Landsretten i Viborg.
Straffen var næsten altid bålet, da loven er klar: ”Befindes nogen troldmand eller troldkvinde at have forsvoret Gud og sin hellige dåb og kristendom og hengivet sig til Djævelen, den bør levende kastes på ilden og opbrændes.”
For to uger siden anklagede han den 28-årige Anne Sørensdatter, også kaldet Blommen, der arbejdede som klog kone. Hun blev udsat for vandprøven, fik hænder og fødder bundet sammen og kastet i “heksesøen” ved Rugaard. Hun flød ovenpå og blev derfor anklaget for at være heks.
Under de udenomsretlige afhøringer tilstod hun og udlagde desuden 15 andre som hekse.
Blandt dem var Aarhus‘ borgmester Jens Rasmussen Laasbye, Enkefru Ingeborg Laurids Bording på herregården Ryomgård, samt en skatteopkræver i Grenå.
Desuden blev to rådmandskoner i Aarhus og en række bønder og fattige på Djursland også udlagt som troldfolk.
I er nu blevet anmodet om at bistå Christian 5., konge af Danmark og Norge, vedrørende håndteringen af de omfattende hekseanklager, fremsat af Arenfeldt.
En af de mange anklagede er Mette Knudsdatter, som hverken har penge, indflydelse eller magt, men trods pinligt forhør bedyrer hun sin uskyld. Hun har tilmed i præsternes nærvær fremsat beskyldningen om, at Arenfeldt er blevet vanvittig og selv ser spøgelser alle vegne.
Mette Knudsdatter er nu indsat i fangekælderen under Rådhuset i Ebeltoft og afventer den næste afhøring.
Kan I hjælpe med at bevise hendes uskyld, så hun undgår bålet?
Jeres mission starter ved:
Det Gamle Rådhus
Juulsbakke 1
8400 Ebeltoft



